Ny filmefterskole i Ebeltoft er under udvikling

Børn og unge med drømme om at filme, skrive eller instruere film kan se frem til en ny efterskole, som en lokal forening i øjeblikket arbejder på at udforme. Efterskolen forventer at kunne tilbyde en bred undervisning i filmfagets facetter med inspiration fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft

Af Kristian Stoffer

Eva Klintling, bestyrelsesformand for Ebeltoft Filmefterskoles Støtteforening.
FOTO:  Kristian Stoffer

I 2023 åbner Ebeltoft Filmefterskole i Skelhøjeskolens gamle lokaler.  Det er i hvert fald planen, som det ser ud nu.

 ”Til at starte med var det bare en idé, så prøvede jeg den lidt af forskellige steder, og så var der bare rigtig mange, der sagde, ’det er simpelthen bare en god idé – vi kan ikke forstå, det ikke er sket noget før,” fortæller Eva Klinting, bestyrelsesformand for den kommende efterskoles støtteforening gennem de to år, projektet har stået på.

På den kommende musikefterskole vil op til 150 elever blive undervist i at filme, skrive og instruere film, kortfilm og dokumentarer eller andre projekter, de finder på. Med en klar inspiration fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, er det et mål, at filmefterskolen på sigt vil være en sprudlende del af kulturlivet i Ebeltoft og Syddjurs kommune.

Film i fokus

En gruppe frivillige i projektet skal i de kommende måneder fastlægge den kommende filmefterskoles profil. ”Hvis man ser på de nye efterskoler, som klarer sig bedst, så er det dem, som har en forholdsvis skarp profil,” fortæller Eva Klinting og fremhæver den høje popularitet blandt en lang række musik- og idrætsefterskoler.

Efterårets udfordring for projektgruppen bliver også at udvikle et undervisningsprogram, som sikrer et mangfoldigt indblik i alle de forskellige former for film, man kan lave og giver plads til elever på alle niveauer af interesse.

”Vi vil jo ikke kun have dem, der som 14-årige har besluttet sig for, at de skal være filminstruktører. Vi vil også have dem, der bare gerne vil være et sted, hvor der sker noget kreativt,” fremhæver Eva Klinting.

Langsigtede planer

Udover den voksende gruppe af primært lokale frivillige, som lægger kræfter i projektet, har den kommende filmefterskole også sikret en lang række fagfolk fra den danske filmbranche til deres advisory board. Dette vil sikre tæt kontakt til den danske filmbranche og øvrige filmuddannelser i landet.

Denne gruppe vil i samarbejde med de frivillige i støtteforeningen udvikle den kommende filmefterskoles profil og undervisningsform frem mod åbningen i 2023.

, ,