Syddjurs Kommune har indset, at mål og realitet ikke hang sammen. Det har i 2020 ikke været muligt at vurdere så mange elever uddannelsesparate, som man ellers havde håbet på. Nu trækker man det oprindelige mål i land og iværksætter et nyt.
Af Josephine Gadegaard og Veronika Skov Snedker
”De konkrete mål, vi har opsat lige nu, og som vi måler vores institutioner på, har ramt forkert. Vi har ikke levet op til det, vi gerne ville.”
Dette forklarer Kirstine Bille (SF), som er formand for Syddjurs Kommunes Udvalg for Familie og Institutioner.
Til et udvalgsmøde i sidste uge måtte FI-udvalget erkende, at man ikke kommer i mål. Ambitionerne for, hvor stor en del af 8. og 9. klasserne på Syddjurs’ ti folkeskoler man har satset på at kunne vurdere klar til ungdomsuddannelse, har været for høje. Derfor har man nu sænket ambitionsniveaet.
Syddjurs Kommune havde oprindeligt sat en målsætning, der lød, at 85 procent at kommunens 8. klasser og 95 procent af 9. klasserne skulle vurderes uddannelsesparate eller delvist uddannelsesparate inden 2020. Realiteten har dog været en anden.
Ifølge skolernes vurdering af elevernes uddannelsesparathed i juni 2020 var kun 66 procent af 8. klasserne og 88 procent af 9. klasserne vurderet klar til at fortsætte på en ungdomsuddannelse.
Ny og mere realistisk målsætning
”Vores mål skal passe til virkeligheden,” siger Kirstine Bille (SF).
FI-udvalget har derfor ændret målsætningen. Man satser nu i stedet på, at 90 procent af 9. klasserne på kommunens skoler vil blive vurderet uddannelsesparate eller delvist uddannelsesparate i 2023. Man har altså sænket ambitionsniveauet med 5 procentpoint.
Med den nye målsætning er man nu kun 2 procentpoint fra at nå målet, og man har tre år til at nå dertil. Kirstine Bille (SF) mener alligevel ikke, at det er uambitiøst,
”Det er ikke et nemt mål, vi har sat. Det er realistisk, og selvfølgelig vil vi fortsætte med at justere målene i det omfang, at vores indsats også passer til opgaven,” siger hun.
Kirstine Bille (SF) påpeger, at det for Syddjurs Kommune er vigtigt ikke at opstille uopnåelige mål til skolerne, fordi det vil medføre en konstant følelse af at fejle.
”Der er ikke nogen grund til at slå vores institutioner i hovedet, fordi de ikke når målene, når det er målene, der er forkerte. Skolerne gør en kæmpe indsats. Vi har en ambition om, at alle skal forlade Syddjurs Kommunes skoler med lyst og evner til at lære videre og med oprejst pande,” siger hun.
Syddjurs Daglig har forsøgt at komme i kontakt med kommunens skoler og uddannelsesvejledere for at høre, om de er enige i valget om at sænke forventningerne, men det har ikke været muligt at få en kommentar.