Hos lokale og selvstændige virksomheder i Syddjurs Kommune har corona givet dem medvind i deres forretninger.
Af Ida Rathje Ravnborg
2020 har medført corona-restriktioner og nedlukninger, der generelt har ramt forretningslivet hårdt, men i Syddjurs Kommune har flere selvstændige oplevet fremgang.
For Karen Cecilie, der bor i kommunen, har nytænkt sin musikterapi under corona. Hendes virksomhed lukkede frem til maj 2020, hvor hun hurtigt indså, at hendes virksomhed skulle tilpasse sig Sundhedsministeriets corona-restriktioner for dets overlevelse.
”Det, jeg har lært, er, hvor sindssygt vigtigt det er med en dynamisk online platform og re-branding af min virksomhed,” siger Karen Cecilie.
Før corona havde Karen Cecilie kun fysiske 1:1 terapier, men grundet den tætte kontakt og nærværet med klienten har hun erstattet det med terapi i grupper, hvor der som hun understreger, er mulighed for behørig afstand.
Kalenderen har siden, hun startede op i maj, været booket med terapier i grupper. Efter at hendes virksomhed er blevet online, har det næsten kun været positivt.
42 nye enkeltmandsvirksomheder i 2020
Business Djursland, der er erhvervslivets interesseorganisation, viser i deres statistik, at væksten af selvstændige virksomheder i Syddjurs Kommune, er stødt stigende. Syddjurs Kommune havde i juni 2020 hele 42 nye enkeltmandsvirksomheder registreret. Det er rigtig mange sammenlignet med Norddjurs Kommune, der havde halvdelen.
Lys fremtid for virksomhederne
Hos Nur Just Petersen, der ejer Tømrer- & Snedkerfirmaet Nur Just Petersen, er kalenderen også booket frem til det nye år. Han har tre ansatte under sig, der alle inklusiv ham selv, har haft mere arbejde under corona.
”Vi har kørt non-stop rundt i kommunen, og der er blot kommet endnu mere arbejde under corona,” siger Nur Just Petersen.
Nur Just Petersen mener, det er fordi, borgerne under corona har gået derhjemme og fundet ud af, hvad de skal have fikset.
Han er modsat Karen Cecilie slet ikke nervøs for, hvad efteråret bringer hans virksomhed, da deres arbejde primært foregår udenfor. Karen Cecilie vil hellere være forsigtig i forhold til corona-restriktionerne, så hendes terapi for grupper med 7-65 deltagere blusser hun ned for den kommende tid.
”Vi ved ikke, hvad efteråret bringer i forhold til yderligere restriktioner og utryghed i forhold til, hvad er muligt. Jeg bliver nød til at være realistisk og følge kurven, fokusere på min hjemmeside og dæmpe efterårets events.” siger hun.