Ny legeplads skal skabe mere liv i Ådalen

For Lime i Syddjurs Kommune er der en meget positiv linje i det nye budgetforlig. ”Til legeplads i Lime afsættes 175.000 kroner”. Det er IF Ådalen, der har planer om at bygge en ny legeplads ved klubhuset. De får penge til halvdelen legepladsen fra kommunen.

Af Mathias Holm Petersen

Den nuværende “legeplads” i Lime.
Foto: Mathias Holm Petersen

Beboerne i Lime kommer til at kigge spændt på budgettet, når det officielt bliver fastlagt i morgen onsdag. De 175.000 kroner der er sat af, er nemlig et stort skridt i retningen mod en ny legeplads i byen. Det er en legeplads, som beboerne og IF Ådalen håber kan give et øget fællesskab i byen.

Den største by i Ådalen har ingen legeplads

Lime er med sine 386 indbyggere Ådalens største by. Størrelsen hjælper dog ikke beboerne med aktiviteter til deres børn. Beboer i Lime og medlem af IF Ådalens bestyrelse, Sille Thejl Høher, synes, at det er for dårligt, at der ikke er en legeplads i byen.

”En legeplads var et af de vigtigste punkter for mig, efter jeg kom i IFÅ’s bestyrelse. Som det ser ud lige nu, skal jeg tage mine børn til Søby for at finde en legeplads,” siger hun.

Sille mener også, at legepladsen skal være med til at skabe et bedre fællesskab i byen. I manglen på en legeplads er flere familier begyndt at købe trampoliner og gyngestativer til baghaven, hvilket gør byen mere lukket, end hvis de havde et fælles sted at mødes med børnene. En ny legeplads vil også hjælpe med at tiltrække flere tilflyttere til byen, mener Sille.

Håbet om, at det vil skabe bedre fællesskab, er også en af grundene til, at kommunen prioriterer en legeplads i budgettet.

”Vi er meget opmærksomme på at skabe liv og aktivitet i alle hjørner og kanter af kommunen. Derfor prioriterer vi projekter som denne legeplads i budgettet,” siger Kim Lykke Jensen (SF), formand for udvalget for natur, teknik og miljø i Syddjurs Kommune.

Legepladsen er ikke kun for børnene

I planerne for legepladsen er der fokus på, at der skal være noget for alle aldre.

Legepladsen skal ifølge planen ligge i forlængelse af det nye klubhus og skal indeholde muligheder for alle beboere.

”Der skal både være noget for de helt små, for de unge og for de voksne. Planerne er, at der udover ting som gyngestativ og rutsjebane, også skal være et sted, hvor folk kan træne, og et sted, hvor sportsklubben kan varme op,” siger Sille Thejl Høher.

Det gamle klubhus i Lime, som skal renoveres
FOTO: Mathias Holm Petersen

Fremtidsplanerne

Med kommunens hjælp vil IF Ådalen blive hjulpet godt på vej med økonomien til legepladsen, men de skal stadig selv ud og finde de sidste 175.000 kroner. Det skal gøres ved at ansøge om fondsmidler.

”Planen er nu, at vi skal have fundet nogle fonde, som vil hjælpe os. Det gør vi, ved at gennemsøge en fondsdatabase og så sende dem nogle gode ansøgninger,” siger Sille Thejl Høher.

Lime og IF Ådalen vil endeligt vide, om kommunen har 175.000 kroner til dem, når budgettet bliver sat fast onsdag d. 7. oktober.