Maltfabrikken vinder Arkitektur og Bevaringsprisen 2020

Hvert år uddeler By- og Landskabskultur Syddjurs ’Arkitektur og Bevaringsprisen’. Aftenens helt store vinder blev Maltfabrikken, som i juni slog dørene op for første gang.

Af Marie-Louise Harder Pedersen

Maltfabrikken i Ebeltoft
FOTO: Marie-Louise Harder Pedersen

”Det betyder virkelig meget at få den anerkendelse. Det, der skete i går, da vi fik den her pris, var, at nogen sagde ”Hey, godt arbejde, det gjorde I godt de tanker, der gik bag, blev ført ud i livet med de rigtige ambitioner – det er en lokal anerkendelse.”

Sådan siger direktør for Maltfabrikken, Kristian Krog efter gårsdagens gode nyheder. Den første mandag i oktober fejres der verden over Arkitekturens Dag. I Syddjurs kommune betyder det, at arkitektur og bevaringsprisen uddeles, og i år gik den til intet mindre end tre forskellige projekter.

En af dette års vindere er Maltfabrikken, som efter 12 års planlægning stod færdig i juni.

Den historiske Maltfabrik

Den oprindelige Maltfabrik blev grundlagt i 1861, og frem til dens lukning i 1998 blev der i lokalerne produceret malt. Maltfabrikken er især en succeshistorie om, hvordan folket nogle gange vil tingene anderledes end private firmaer.

Da Maltfabrikken i 2006 blev købt af et privat firma, som ønskede at nedrive en række af de omkringliggende bevaringsværdige bygninger, satte en lokal gruppe foden i jorden og stiftede ’Fonden Den Ny Maltfabrik’.

”Det er fedt, at lokale også sætter pris på det her, fordi det er mere end bare en gammel bygning, der har fået nogle nye greb. Det er transformationen fra gammel industriarv til nyt fællesskab. Grunden til, at vi gør det her, er for at skabe noget lokalt, her hvor vi er,” siger Kristian Krog.

Genfortolkning af Maltfabrikken  

Maltfabrikken åbnede i juni måned i år med investeringer i projektet for 165 millioner, og er huset i dag hjem for hele 11 forskellige tiltag. Selve bygningen er tegnet af Praksis Arkitekterne, og det omkringliggende landskab er tegnet af Kirstine Jensens Tegnestue. Hele det arkitektoniske projekt er derudover sket i samarbejde med bevaringsarkitektfirmaet VMB.

”Tornerosesøvnen er ophørt. Revitaliseringen af Maltfabrikken er kendetegnet ved et arkitektonisk vellykket møde mellem nyt og gammelt. En forfriskende, livsgivende holdning til materialerne ses i rummenes rustikke overflader og de mange spor med spændende historiske fortællinger.”

Sådan skriver By- og Landsskabskultur Syddjurs om, hvorfor arkitekt og bevaringsprisen 2020 skulle gå til Maltfabrikken.

Maltfabrikken forventer, at de fremadrettet stadig vil have et hus med mange forskellige arrangementer og projekter. De forventer desuden, at besøgstallet fortsætter med at vokse, alene i juli havde huset 175.000 besøgende gæster.

,