Unge fra Rønde gymnasium manglede et samlingspunkt. Det ledte til projektet ’Distrikt X’, som skal være et ungdomshus. Det møder stor opbakning fra byrådet, og de to gymnasieelever bag projektet tror snart, det bliver en realitet.
Af Sine-Maria Holt Fabricius
De to 3.g’ere Nanna Hansen og Sara Nielsen har siden, de gik i 1.g arbejdet på at få et ungdomshus i Rønde.
”Idéen opstod fordi Nanna og jeg fandt behovet for at kunne gøre et eller andet efter skole i stedet for bare at gå hjem og ikke lave noget. Vi manglede det der fællesskab,” siger Sara Nielsen, der er næstformand for projektet. Hun forklarer, at man før gik i Byparken og drak. Noget, der også debatteres i Rønde, fordi det er til stor gene for naboerne.
Det er dog ikke meningen, at stedet kun skal fungere som druksted, men det skal være et sted, hvor man kan mødes til brætspil, lektier og fællesskab.
Mangler kun lokation
Projektet har været undervejs i godt halvandet år, og har modtaget penge fra blandt andet Tuborgfondet. De håber at kunne åbne huset snarrest muligt, og mangler faktisk kun et sted at være. De har en dialog med Rønde Idrætscenter, men håber på sigt at kunne være i en Falck-bygning, der snart bliver tom.
Opbakningen er kommet undervejs
Støtten er stor blandt eleverne på Rønde Gymnasium og generelt i kommunen, men det har den ikke altid været.
”Især i starten har det været svært at få folk til at tro på idéen, fordi det har været så abstrakt, at vi ville lave et ungdomshus. Folk har haft svært ved at visualisere, at det kan lade sig gøre,” siger Sara Nielsen
”Der er selvfølgelig også mange, der tvivler på, at vi kan holde et hus, der ikke ender i ragnarok og i en masse unge, der bare bruger det til at drikke sig hammer lamme og sover dernede og tager en masse stoffer,” siger Nanna Hansen, der er formand for projektet. Hun bekræfter dog, at også den bekymring primært var i starten.
Udvalgsformand for plan, udvikling og kultur i Syddjurs kommune, Riber Hog Anthonsen, er heller ikke bekymret for vilde fester og stoffer.
”Mit indtryk er, at det ikke er meningen, at der skal holdes fester der hver fredag, lørdag og søndag. Det er ikke noget, jeg er bekymret for. Det er trods alt ude på landet det her. Jeg tror ikke, det er det, der bliver det største problem.”
Derudover planlægger Distrikt X også at have retningslinjer i huset, der blandt andet indebærer, at man ikke må medbringe sit eget alkohol.
Udvalget for plan, udvikling og kultur er generelt optimistiske omkring Distrikt X.
Riber Hog Anthonsen kalder projektet spændende og professionelt grebet an. ”Det er nogle meget engagerede unge mennesker, som virkelig har sat sig ind i, hvordan det kan lade sig gøre” ”Det vil vi gerne putte nogle penge i,” tilføjer han.
Ungdomshuset som alternativ til Byparken
Som udgangspunkt tror Nanna Hansen og Sara Nielsen, at et ungdomshus kan løse nogle af problematikkerne, der ses i Byparken.
”Altså det er jo ikke fordi, vi skal erstatte det dernede. Men jeg tror da, der er nogen, der vil finde det mere attraktivt at komme i vores hus i stedet for at sidde dernede,” siger Sara Nielsen.
”Det er ikke særlig sjovt for os unge mennesker at være dernede mere, for vi får hele tiden skæld ud,” tilføjer Nanna Hansen
Riber Hig Anthonsen melder sig en smule mere skeptisk, men kan også se en potentiel sammenhæng. ”Jeg tror ikke direkte det kan løse det (problemet i Byparken red.), men jeg tror da det kan afhjælpe det. Jeg tror, der sagtens kunne være noget synergi i forhold til, hvor meget der foregår i byparken,” siger Riger.