Der har været stor usikkerhed om, hvordan Ebelfestivalen i år ville foregå. Efter flere forskellige løsningsmuligheder er det nu fastsat, at Ebelfestivalen i år vil blive afholdt fra lørdag den 10. oktober til og med lørdag den 17. Men det bliver ikke, som det plejer.
Af Jacob Espensen
Den uafklarede situation omkring COVID-19 medførte, at bestyrelsen for Ebelfestival tidligt måtte aflyse arrangementet, som man kender det. Da epidemien udbrød, kunne de hurtigt se, at det ikke kunne blive afholdt, som det plejer.
” Normalt har vi 50-60 tusinde mennesker til Ebelfestivalen, og det går jo ikke i disse tider”, siger Palle Erik Rasmussen, der er bestyrelsesformand for Ebelfestivalen.
Siden da udmeldte Ebelfestivalens bestyrelse en ny måde at afholde festivalen på. Her var løsningen at holde nogle mindre indendørs arrangementer. Men så begyndte smittetallene igen at stige, og regeringens nye restriktioner med et forsamlingsforbud på 50 mennesker trådte i kraft. Derfor så bestyrelsen sig nødsaget til igen at ændre i planerne.
”Nu har vi besluttet, at der udelukkende skal tilbydes udendørs events,” fortæller Palle Erik Rasmussen.
Sammen med handelsstandsforeningen i Ebeltoft har festivalen sammensat et program for ugen, som udelukkende kommer til at foregå udendørs med de nødvendige corona foranstaltninger.
Ser nu frem til næste uge
Også formand for handelsstandsforeningen, Hanne Sloth, er tilfreds, med den løsning de er nået frem til, og hun glæder sig til ugen, hvor der vil være events for både børn og voksne.
”Nu hvor Ebelfestivalen ikke kan blive det samme, som det plejer, måtte vi finde på noget andet, og det endte så med, at det har udendørs ’Høst og Halloween’, som strækker sig over en hel uge.
Vi har været meget forsigtige med corona’en og lavet bevægelige arrangementer, blandt andet med musik der vandrer,” siger hun.
Hanne Sloth fremhæver også, at der vil være flot halloween udsmykning i byen. Der er lavet en konkurrence, hvor de butikker som er en del af handelsstandsforeningen, konkurrerer om hvem, der kan lave den flotteste udsmykning i vinduet. Desuden er der 500 græskarhoveder, som børnene i byen kan være med til at skære ud.
Efter at planerne flere gange er blevet lavet om, glæder Palle Erik Rasmussen sig nu bare over, at de fandt en god løsning, og han glæder sig til, at ugen går i gang på lørdag.
”Vi ser frem til en god uge 42 med mange glade mennesker i Ebeltoft. Nu kan det ikke gå galt, det eneste der kan drille, er påklædningen, så tag passende tøj på,” siger Palle Erik Rasmussen.
I alt er der 16 events fordelt over hele ugen med to til fire events per dag.
Ugen starter på lørdag kl. 11 med ’Ice for Kids’, hvor børnene kan være med til at hugge skulpturer af is og slutter ugen efter, hvor vægterne synger i byen.
Programmet til festivalen kan findes her