Unge glemmer at rydde op efter fester, de holder på offentlige steder som parker og skoler. Det er til stor gene for borgerne i kommunen, og selvom løsninger bliver drøftet, er det svært at gøre alle tilfredse.
Af Sine-Maria Holt Fabricius
Parker, skoler og andre offentlige pladser bliver i Syddjurs Kommune brugt til fester for unge mennesker. Udover at støjen generer naboerne, glemmer de unge at rydde op efter sig, og borgerne kan dagen derpå finde smadrede flasker, cigaretskodder og andet affald.
Mangel på steder at være
”Jeg tror, det er fordi, der ikke er andre alternativer for de unge og særligt dem under 18, som ikke kan tage i byen i Aarhus. Det er ret svært for de unge at finde et sted, hvor de må være,” skriver 23-årige Maria Christensen, der boede i Rønde, til hun var 19. Hun tilføjer i øvrigt, at hun stadig synes, man skal rydde op efter sig.
Det bekræfter byrådsmedlem Kirstine Bille (SF):
”Der er faktisk ikke et kæmpe værtshusmiljø i Syddjurs. Der er en lille smule i Ebeltoft, og der er også lidt caféer i Hornslet, men det er ikke der, de er. Og det er selvfølgelig også meget derfor, at de sidder ude i parkerne.”
Tilsyneladende vælger de unge at holde fester på offentlige steder fremfor at feste hjemme.
”Ens forældre vil måske ikke lægge hus til, og så tager man måske bare det, der er tættest på. Så er der mere plads, og man skal ikke være begrænset af, at man skal være ét sted,” siger Sofia Dahl, der er gymnasieelev på Rønde Gymnasium.
”Så tuller man bare lidt rundt i hele Rønde i stedet,” tilføjer hendes klassekammerat Vibe Kølbæk Andreasen.
De to piger er ikke selv en del af de unge, der fester på offentlige steder, men ser en klar tendens blandt deres medstuderende.
I forhold til at efterlade affald siger Vibe Kølbæk Andreasen:
”Hvis de tager ned i byparken og får lidt at drikke, holder de måske også op med at tænke over det. Jeg tror ikke, det er for at være træls”.
Svært at finde fælles løsning
Problematikken er længe blevet drøftet i Syddjurs, og byrådet har flere tiltag i støbeskeen.
”Vi har snakket om, at man helt fra folkeskolen kan begynde at snakke med unge om deres rettigheder og pligter i et samfund. Hvad dannelse er, og hvordan man deltager i et fællesskab, fordi det også er noget af det, der er med til at bære én ud og tage noget ansvar for f.eks. ens egen adfærd i en park,” fortæller Kirstine Bille (SF).
Man har også fra byrådets side ville lave såkaldte Ungespots blandt andet i Byparken i Rønde. Det er dog ikke faldet i god jord hos naboerne, der mener, at en legitimering af fest kun vil gøre problemet værre. Det er røget i hørring, og derfor er byrådet nødt til at tage hensyn til det.
Gymnasieeleverne Vibe Kølbæk Andreasen og Sofia Dahl tror heller ikke umiddelbart, at ungdomsspots er vejen frem. De forklarer, at de unge søger steder, hvor de kan drikke som de vil, og hvor der ikke er regler.
Byrådet samarbejder med ungdomspolitiske organisationer som DemoRådet på at finde en løsning, men det har vist sig sværere end som så at gøre alle tilfredse.