”Total manglende vilje” fra borgmesteren fører til det smalleste budgetforlig i årevis

Budgettet i Syddjurs Kommune vedtages onsdag den 7. oktober. Det er en aftale mellem Socialdemokratiet, SF, Alternativet og Enhedslisten, som har 14 mandater i et byråd med 27 medlemmer. Venstre er ikke tilfredse.

Af Jesper Lesager Christensen

Budgettet i Syddjurs Kommune øges på grund af den nye udligningsreform. Foto: Jesper Lesager Christensen

1. viceborgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft (V), kalder det manglende vilje og magtfuldkommenhed fra rød blok, når det ikke lykkes at lave et bredt budgetforlig. Budgetforliget for 2021 er vedtaget med det smalleste flertal i denne valgperiode. Kun 14 af byrådets 27 medlemmer stemmer for.

Borgmester Ole Bollesen (S) maner til besindighed:

”Vi var enige om 99 procent. Skatten var det eneste, vi ikke kunne blive enige om,” siger Ole Bollesen (S).

Partierne udenfor forligskredsen ville have skattelettelser. Ifølge dem ville de være billige, da Syddjurs Kommune modtager over 90 millioner kroner i løbet af de næste to år fra den nye udligningsreform, som blev vedtaget i maj. Forligskredsen mener, at skattelettelserne ville blive dyre på længere sigt. Derfor vil de ikke finde pengene til dem i budgettet.

Budgettet for 2021 indeholder tilbagerulninger af besparelser, der er vedtaget i tidligere budgetforlig. Derudover tilføres ældre- og skoleområdet en stor pose penge. Der er sat yderligere penge af til at opkøbe jord i kommunen og gøre den klar til bebyggelse.

Politisk skuespil
Selvom budgettet først vedtages onsdag, er forligspartierne enige om, at alle ændringsforslag bliver nedstemt ved behandlingen af budgettet i byrådet på onsdag.

”Det er kutyme, at man i en forligskreds indføjer en sådan aftale for at låse både forligskreds og budget fast,” siger Claus Wistoft (V).

Ole Bollesen (S) kalder oppositionens beslutning om ikke at gå med i budgettet en valgkampsmanøvre startet et år før valget. Han siger, at det måske er et koordineret angreb fra Venstre, da de også står udenfor forligskredsene i Randers og Aarhus Kommune.