Det kom ikke med i budgetforliget: Ingen trafiksikkerhed på Hornbjergvej

Ifølge Hornslet Distriktsråd og flere af borgerne er trafikken på Hornbjergvej kaotisk og farlig for folk på cykel og til fods. Selvom der er blevet afsat en million kroner til trafiksikkerhed i Syddjurs Kommunes budgetforlig for 2021, er denne strækning ikke blevet prioriteret, hvilket ærgrer borgerne.

Af Emilie Myrup

Her opføres ny Netto ved vejen, hvor trafikpropper finder sted. Foto: Emilie Myrup

I november åbner Netto i Hornslet ved siden af Jem og Fix, og det vil skabe glade kunder, men også øget trafik på Hornbjergvej. Efter rundkørslen er der en strækning med tre udkørsler på 100 meter, hvilket i forvejen skaber trafikstop, kaos og lange køer. Den tunge trafik opstår om eftermiddagen, når bilister skal hjem fra arbejde eller benytter områdets andre faciliteter i form af alt fra fitnesscenter og fysioterapeut.

Trafikkaos skaber farlig færdsel for fodgængere
”Der er tung trafik, og bilerne holder i kø om eftermiddagen, hvilket skaber dytteri og frustration”, fortæller Chris Pedersen indehaver af blomsterbutikken ”Gaver og blomster”. Fra sin butik på hjørnet af Dalgårdsparken og Hornbjergvej oplever hun en voldsom trafikeret vej, hvor der i løbet af det sidste år har været tre trafikuheld uden nogen tilskadekomne. 

Chris Pedersen fortæller om problemet. Video: Emilie Myrup

Hornslets Distriktsråd deler den samme erfaring omkring vejen og har i deres årsberetning for 2019 skrevet følgende:

”Vi har forespurgt forvaltningen, hvordan sikkerfærdsel ud og ind fra Netto vil blive etableret – fodgængere og cyklister har hverken fortov, cykelsti eller sikker overgang over Hornbjergvej, der er kendt for en del tung trafik.”

Rådets formål er at være bindeled mellem borgerne og byrådet.

Både fra kommunens side og forvaltningsmæssigt ligger sikring af sikker trafik på denne vej ikke i støbeskeen. Det bekymrer Hornslet Distriktsråd og Chris Pedersen, at man ikke har overvejet det, da tilladelsen til opførelsen af Netto blev givet til Salling Fonden.

2021 Budgetforlig bliver ikke svaret på borgernes bekymring
Trafiksikkerheden har ellers fået en en million kroner til blandt andet at etablere stier og cykelstier, men det bliver ikke med budgetforliget for 2021, at borgerne i Hornslet kan få afhjulpet en sikker færden på Hornbjergvej.

Chris Pedersen har ikke en løsning på, hvordan man afhjælper den tunge trafik af lastbiler, busser og biler, men hun siger:

”Mine kunder har også nævnt problemet, og frygter at det forværres, når Netto åbner”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Udvalget for natur, teknik og miljø Kim Lykke Jensen eller forvaltningen Veje og Trafik i Syddjurs Kommune.