Det seneste halvandet år har borgmesteren i Syddjurs kommune, Ole Bollesen, afholdt en månedlig gåtur i de mange forskellige byer i kommunen. Syddjurs Kommune oplever, at borgermøderne bidrager til, at borgerne føler, at deres problemer bliver hørt, og at kommunen selv får et større overblik.
Af Marie-Louise Harder Pedersen
”Det har været en dejlig morgen,” proklamerede borgmester i Syddjurs kommune, Ole Bollesen, mandag morgen efter endnu en af kommunens succesfulde walk and talks.
”Jamen hvad havde du regnet med – det er jo Pindstrup!” blev der råbt af en af de lokale deltagere. I alt 25 mennesker var mødt op til dagens gåtur, som startede ved Pindstrup Hallen.
Selvom Syddjurs Kommune det sidste stykke tid har været nødsaget til at aflyse flere af dets borgermøder, er der stadig den første mandag i hver måned en gåtur med borgmesteren, hvor borgere kan få lettet hjertet for, hvad der er vigtigt for dem i lokalsamfundet.
Udfordring og udvikling
I Pindstrup kom de første problemer også hurtigt på banen. Et af de helt store problemer i byen er for tiden, at der i høj grad mangler ordentlig belysning ved fodboldbanen. Her venter de lokale børn nemlig også på skolebussen, og i vintermånederne er der altså fuldstændig mørkt – et problem, der umiddelbart kan virke småt, men som fylder utroligt meget for de lokale borgere i Pindstrup.
Syddjurs Kommune bevilligede i 2019 en million kroner til byfornyelse i Pindstrup. Det var også nogle af de steder, der havde fået en kærlig hånd, som Ole Bollesen kom forbi, men grundlæggende var følelsen hos de fremmødte, at der stadig er lang vej igen for byen.
Gentænk borgerinddragelsen
For Ole Bollesen er der ingen tvivl om, at det fortsat er vigtigt at afholde borgermøder. I en geografisk stor kommune, kan det nemlig være svært at vide, hvad der foregår i de forskellige små byer.
”Vi forsøger os med en form for borgerinddragelse – i sidste periode havde vi et helt bestemt udvalg, der faktisk hed Gentænk Borgerinddragelse. Vi er en meget decentraliseret kommune, vi har en hel masse små byer, og derfor er det vigtigt for os at lytte til borgerne.”
Helt grundlæggende er det derfor for den siddende kommunalbestyrelse, at de kommer hele vejen rundt i kommunen. Det er derfor også halvandet år siden, at Ole Bollesen holdt sin første walk and talk, og Pindstrup var en af de sidste byer på listen.
”Det betyder rigtig meget, at vi får mulighed for at blive hørt”.
Sådan siger Sidse Vangsted, som er en af de lokale Pindstrup-borgere, der er mødt op til morgenens gåtur. Tidligere havde Pindstrup haft en mand i byrådet, men det har de ikke længere. Derfor er det helt essentielt for Sidse Vangsted, at hun stadig kan få byens problemer på den større dagsorden.